
Hvis hun får bevilget støtten, tænker jeg, at der ligger mere bag.
Derudover gives der som udgangspunkt ikke pædagogisk støtte til ren administration, da det ikke betragtes som en pædagogisk opgave. Til gengæld kan hun få støtte til at strukturere og organisere sin hverdag samt udvikle systemer, der tager højde for hendes diagnose. På den måde kan hun gradvist opnå et bedre overblik og sammenhæng i sin dag – hvilket netop er en typisk pædagogisk støtteopgave.
Jeg kan godt få det indtryk, at hende og hendes sagsbehandler har brug for en forventningsafsteming.
Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.
Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.
For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.