Sådan som det er fremstillet her er det jo helt ude i hampen! Det skal jo også lige sammenlignes med at gamle med gigt og gangbesvær dårligt kan få rengøringshjælp. F.eks. er der et maks på kun 67 m².
Det skal jo også lige sammenlignes med at gamle med gigt og gangbesvær dårligt kan få rengøringshjælp.
Skal det?
Jeg synes det er what-about-isme.
Det præger desværre ofte debatten på Facebook og det fører ingen vegne.
Hvis ingen andre må få noget før end jeg har fået mit, så ender vi med en kø på 5 millioner mennesker med krav før biblioteket kan indkøbe en eneste ny bog.
Der er to forskellige paragraffer i spil her. Hjemmepleje hører under § 83, mens det, hun ønsker at søge, falder under § 85. Det er ikke for at være pedantisk, men de to paragraffer har forskellige økonomiske rammer, og personalet er uddannet til forskellige opgaver.
Det, hun får – hvis hun får det – tager ikke noget fra de ældre, og § 85 dækker slet ikke rengøringshjælp. Skulle det ende med, at hun får bevilget støtte, og det betyder, at der mangler hænder til at hjælpe nogen med større behov, så vil jeg langt hellere pege på, at der er for lidt personale – ikke at hun får for meget. At en for hjælp, uanset om det er lidt eller meget, bør ikke være på bekostning af en andens støtte.
Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.
Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.
For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.
De eksempler du kommer med kunne udmærket være brugt i stedet.
Det der er skævt er at folk der har stærkt brug for hjælp ikke får, mens nogle der tilsyneladende klarer sig glimrende får hjælp alligevel.
Jeg mener absolut at en skæv fordeling er et problem, især når der er knaphed på de ressourcer der er til rådighed.
Så kan vi sagtens være rørende enige om at hjælpen samlet set godt kunne trænge til et løft, i stedet for at give skattelettelser til de rige.
Det er jo ikke kun de her områder der mærker den konstante sparekniv, det er også uddannelser og sundhedsvæsen.
Med chance for at lyde som et voldsomt røvhul, så synes jeg at det er meget påfaldende at det lige er en influencer der mener hun har særligt brug for hjælp i hendes suuuuper pressede dagligdag.
Hvis hun synes det er så hårdt både at være direktør i en virksomhed og være influencer, kunne hun vel starte med at droppe en af delene?
Eller hun kunne bare selv betale for en personlig assistent:
Cathrine Wichmand var sidste år i Løvens Hule, hvor hun fik investoren Anne Stampe til at skyde 350.000 kroner i sin virksomhed, og før det havde hun i årevis fremvist først sin imponerende Frederiksberglejlighed i tre etager og siden sin pragtvilla i samme bydel for sine mange følgere og Alt for Damernes læsere.
Hun har ikke mulighed for at søge om en personlig assistent gennem kommunen. Med de udfordringer, hun har, kan hun derimod ansøge om støtte efter §85 og få tildelt en bostøtte.
Ordvalget i artiklen er giver i værste fald et misvisende billede af situationen/mulighederne.
Edit: jeg er lige blevet klogere! Man KAN ansøge om en assistent med formålet at kunne blive på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Det desværre ikke noget jeg nogensinde har set brugt hvor jeg er, men lyder ganske fornuftigt, både for individ og samfund.
Ja, det virker som om der er noget i prioriteringen der er gået galt her. Selvfølgelig skal folk med ADHD eller andre diagnoser have hjælp, men det skal være en proportionel hjælp der vægtes imod hvad de ressourcer ellers kunne bruges til i samfundet, ligesom alle andre ydelser der gives. Det kan ikke være lige så vigtigt at betale for Wichmands assistent (når nu hun sagtens selv kunne finansiere det) som det er at give ydelser til folk der ikke selv kan betale for dem.
Sådan som det er fremstillet her er det jo helt ude i hampen! Det skal jo også lige sammenlignes med at gamle med gigt og gangbesvær dårligt kan få rengøringshjælp. F.eks. er der et maks på kun 67 m².
https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/fa99b8112bc0e3e661c751e89e41f9ad0a1736ee/3-bilag-1.pdf
Hvorfor har hun overhovedet en sagsbehandler?
Skal det?
Jeg synes det er what-about-isme.
Det præger desværre ofte debatten på Facebook og det fører ingen vegne.
Hvis ingen andre må få noget før end jeg har fået mit, så ender vi med en kø på 5 millioner mennesker med krav før biblioteket kan indkøbe en eneste ny bog.
Der er to forskellige paragraffer i spil her. Hjemmepleje hører under § 83, mens det, hun ønsker at søge, falder under § 85. Det er ikke for at være pedantisk, men de to paragraffer har forskellige økonomiske rammer, og personalet er uddannet til forskellige opgaver.
Det, hun får – hvis hun får det – tager ikke noget fra de ældre, og § 85 dækker slet ikke rengøringshjælp. Skulle det ende med, at hun får bevilget støtte, og det betyder, at der mangler hænder til at hjælpe nogen med større behov, så vil jeg langt hellere pege på, at der er for lidt personale – ikke at hun får for meget. At en for hjælp, uanset om det er lidt eller meget, bør ikke være på bekostning af en andens støtte.
Jeg ved godt at det ikke er samme paragraffer, men det ændrer ikke at fordelingen er skæv efter min mening.
Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.
Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.
For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.
De eksempler du kommer med kunne udmærket være brugt i stedet.
Det der er skævt er at folk der har stærkt brug for hjælp ikke får, mens nogle der tilsyneladende klarer sig glimrende får hjælp alligevel.
Jeg mener absolut at en skæv fordeling er et problem, især når der er knaphed på de ressourcer der er til rådighed.
Så kan vi sagtens være rørende enige om at hjælpen samlet set godt kunne trænge til et løft, i stedet for at give skattelettelser til de rige.
Det er jo ikke kun de her områder der mærker den konstante sparekniv, det er også uddannelser og sundhedsvæsen.
Med chance for at lyde som et voldsomt røvhul, så synes jeg at det er meget påfaldende at det lige er en influencer der mener hun har særligt brug for hjælp i hendes suuuuper pressede dagligdag.
Hvis hun synes det er så hårdt både at være direktør i en virksomhed og være influencer, kunne hun vel starte med at droppe en af delene?
Eller hun kunne bare selv betale for en personlig assistent:
Hun har ikke mulighed for at søge om en personlig assistent gennem kommunen. Med de udfordringer, hun har, kan hun derimod ansøge om støtte efter §85 og få tildelt en bostøtte. Ordvalget i artiklen er giver i værste fald et misvisende billede af situationen/mulighederne.
Edit: jeg er lige blevet klogere! Man KAN ansøge om en assistent med formålet at kunne blive på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Det desværre ikke noget jeg nogensinde har set brugt hvor jeg er, men lyder ganske fornuftigt, både for individ og samfund.
Adhd.dk
Det har alle. Alle har i hvert fald ret til rådgivning og vejledning i sociale forhold fra kommunen.
sovs: Servicelovens § 1 :)
Ja, det virker som om der er noget i prioriteringen der er gået galt her. Selvfølgelig skal folk med ADHD eller andre diagnoser have hjælp, men det skal være en proportionel hjælp der vægtes imod hvad de ressourcer ellers kunne bruges til i samfundet, ligesom alle andre ydelser der gives. Det kan ikke være lige så vigtigt at betale for Wichmands assistent (når nu hun sagtens selv kunne finansiere det) som det er at give ydelser til folk der ikke selv kan betale for dem.