Andre medier skriver at Cathrine er tilkendt en personlig assistent 15 timer om ugen, mens weekendavisen der her i tråden linkes til, skriver at hun blot har fået hjælp til at søge om en personlig assistent.
Det er lidt svært at diskutere når medierne ikke præsenterer fakta ens.
Jeg tror at det jeg mest hæfter mig ved det er, at en borger har fortalt om en personlig situation på de sociale medier, hvor en sagsbehandler har stillet hende noget i udsigt med udgangspunkt i de regler der nu engang er og har hjulpet hende med at sende en ansøgning, og nu er hun pludselig, om hun vil det eller ej, blevet et navngivet eksempel, som bliver brugt politisk til at pege på de ting, der er dårlige. Udnyttelse af systemet, snylteri på samfundet osv.
Det er ikke en kvinde, der så vidt jeg ved selv har bedt om at komme i medierne, i hvert fald ikke med det her emne. Hun var bare glad for at have fundet ud af, at der var noget, hun kunne få, der ville være en hjælp. I vildeste fald har hun taget fejl, fordi hun har misforstået hvor meget hjælp der er at få.
Jeg synes det er superupassende at politikere hænger folk ud på den måde. Det er allerede træls nok, at tonen på de sociale medier i forvejen er så fjendtlig, som den er. Nu kan man pludselig også blive et negativt eksempel i den politiske debat bare ved at poste offentligt om ens liv. Det ender med, at ingen der faktisk har erfaring med noget tør at stå frem. Det minder mig om debatten omkring Mai My Humaidan. Man går megahurtigt efter manden (kvinden) i stedet for bolden.
Jeg synes i øvrigt også det lyder som meget med 15 timer. Måske tager hun fejl? Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hele influencerkulturen, som hun åbenbart er en del af (jeg har ikke ellers hørt om hende før - måske lever jeg under en sten). Men det træder altsammen i baggrunden for det andet for mig.
Vores velfærdssystem er så smukt. Elsker tanken om at vi alle bidrager med at hjælpe dem der ikke har ressourcer til at få livet til at hænge sammen. Derfor er det også super trist når vores gavmilde, humanistiske system misbruges.
Det må også være lidt underligt for hjemmevejlederen, der har pendtlet 40 minutter ind til Frederiksberg, fordi hun/han ikke har råd til at bo i nærheden af så dyrt et område, bare for at hjælpe et menneske, der er i besiddelse af en villa og en ejerlejlighed i tre etager i omtrent danmarks dyreste område, med at klare sin hverdag, 15 timer hver ugen. Der er altså en person der for fuldtidsarbejde betales formentlig ca 35k om måneden, ansat til at hjælpe et menneske der tydeligvis har langt flere - i hvert fald økonomiske - ressourcer. Jeg synes det virker lidt muggent.
Men er det mentaliteten eller reglerne den er gal med? Cathrine følger jo bare reglerne - så hvad brokker vi os over? Bare fordi vi er misundelige på hendes to ejendomme og rigdomme. Eller mangler Cathrine samvittighed? Der står at hun ville “dele tippet med sine følgere”. Det er som om hun selv er blind for det potentielt umoralske hun har gang i.
I øvrigt virker 15 timer om ugen af meget støtte. Jeg kender mennesker med svær skizofreni og misbrug der får 0 timer fordi deres partner kan tage sig af dem, og andre i samme situation der måske har 3 times støtte om ugen. Er der en pædagog eller sagsbehandler til stede der ved lidt mere herom?
Jeg er socialpædagog og arbejder bl.a. som udkørende støtte. Den borger med flest støttetimer i vores regi har tre timer – og her taler vi om et massivt støttebehov. Det er mennesker, der ikke kan fastholde job eller bolig, har svært ved at håndtere økonomi, og som ofte har traumer, diagnoser og eventuelt et misbrug, der skal bearbejdes.
Når det er sagt, så læser jeg kun, at hun har mødt en sagsbehandler, som har hjulpet hende med at ansøge. Og der kan være meget langt fra en ansøgning til en faktisk bevilling. Jeg tror hverken, hun ender med at få 15 eller 3 timer. Det er ikke usædvanligt, at der ansøges om støtte, som er helt ude af proportion med de reelle muligheder.
Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov. Jeg kender selv en borger, som har sit eget firma – men hans hjem er så forsømt, at det er direkte sundhedsfarligt. Han er genial på ét område, men fuldstændig håbløs på et andet. Derfor får han støtte til den del af sit liv – og kun den. Min pointe er, at man skal passe på med at antage, at bare fordi en person fungerer godt på ét område, så har de ikke behov for støtte på et andet.
Personligt bliver jeg ikke ramt på min retfærdighedssans i sådanne tilfælde. Hvis en person har kræft, synes jeg ikke, de skal tømme deres opsparing for at få behandling. Og har de en livslang diagnose, har jeg samme holdning. Jeg går ud fra, at hun betaler skat – og dermed også har ret til de samme ydelser og den samme støtte som alle andre, da hun har betalt regningen.
Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov.
Hun løfter selv sløret lidt:
"
hvor jeg kan få et menneske til at hjælpe mig med det, jeg godt kan, men som kræver sindssygt meget af mig, og som derfor udtrætter mig helt vildt meget – alt det her administrative.
"
Hvis hun får bevilget støtten, tænker jeg, at der ligger mere bag.
Derudover gives der som udgangspunkt ikke pædagogisk støtte til ren administration, da det ikke betragtes som en pædagogisk opgave. Til gengæld kan hun få støtte til at strukturere og organisere sin hverdag samt udvikle systemer, der tager højde for hendes diagnose. På den måde kan hun gradvist opnå et bedre overblik og sammenhæng i sin dag – hvilket netop er en typisk pædagogisk støtteopgave.
Jeg kan godt få det indtryk, at hende og hendes sagsbehandler har brug for en forventningsafsteming.
Helt enig. Det ville være hyklerisk af os at kræve at dem der tjener mest også skal betale mest i skat, men samtidig mene at de ikke skal have adgang til de ydelser de er med til at betale for.
Hvis behovet er der, og det bliver officielt godkendt af systemet, så skal de rige selvfølgelig også have glæde af støtte fra staten. Man kan, som du også siger så fint, jo heller ikke vide hvilke dæmoner folk går med i hverdagen og velhavende mennesker er jo lige så meget mennesker som os andre og har også ting de slås med, som de ikke kan klare alene.
@Nangijala @Urt Der skal heller ikke bruges administration ressourcer på at kontrollere alle danskere rig som fattigt, om de skulle være over eller under en vis grænse
Synes det er nogle fede perspektiver du kommer med. Det er altid nice at få nuanceret ens syn på virkeligheden fra en person med insiderviden. Og fed sammenligning med en somatisk sygdom - det sætter tingene i perspektiv. Og ja, jeg havde misset detaljen med at der kun var ansøgt.
Det handler vel om solidaritet: At vi betaler ind i fællesskab, så ingen står alene med regningen, når livet gør ondt.
Og som Handicaprådet skrev i 2005: Hvad enten du er rig eller fattig, har du behov for kompensation for at få et lige udgangspunkt.
Men er det mentaliteten eller reglerne den er gal med?
Måske begge dele, men jeg synes ikke vi skal regne med mentalitet når vi designer vores regler. Reglerne skal jo helst ikke kunne misbruges. Og ja, hun følger jo bare reglerne så der er ikke noget galt i den forstand. Men reglerne bør måske justeres så man giver støtten til dem der har mest brug for den.
Nu skal jeg ikke gøre mig i ekspert i hendes konkrete situation, men jeg forestiller mig at der er borgere der kunne have mere brug for den hjælp end hun har, i hvert fald med økonomiske øjne.
Men reglerne bør måske justeres så man giver støtten til dem der har mest brug for den.
Tror også at det for det meste plejer at være sådan. Som der i tråden her også pointeres, ansøger hun kun om støtte, hun har ikke fået den tildelt. Men umiddelbart virker det også lidt underligt at en sagsbehandler opfordre hende til at ansøge om hele 15 timer, mens mennesker med skizofrene og misbrugsproblematikker får 0 til 3 timer. Det er ude af proportioner. I den ideelle verden kan alle med et støttebehov selvfølgelig får det. Men offentlige ressourcer er bare en del af regnestykket.
Nu skal jeg ikke gøre mig i ekspert i hendes konkrete situation, men jeg forestiller mig at der er borgere der kunne have mere brug for den hjælp end hun har, i hvert fald med økonomiske øjne.
Hun skriver selv lidt om det: At hun søger hjælp til ting som hun godt kan, men har svært ved og som dræner hende. Som administrative opgaver.
Det er nok også denne udtalelse der gør at folk synes den er på kanten.
Det er helt fint at have brug for hjælp, men når man har de finansielle ressourcer hun har, så er det simpelhen at pisse på systemet at trække på det i det her tilfælde. Hun tager jo muligheden fra nogen der ikke selv kan betale for den type hjælp, bare fordi hun ikke gider betale selv. Det er for sindssygt at man kan få sig selv til at tage ressourcer som man på ingen måde har brug for.
Sådan som det er fremstillet her er det jo helt ude i hampen! Det skal jo også lige sammenlignes med at gamle med gigt og gangbesvær dårligt kan få rengøringshjælp. F.eks. er der et maks på kun 67 m².
https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/fa99b8112bc0e3e661c751e89e41f9ad0a1736ee/3-bilag-1.pdf
Hvorfor har hun overhovedet en sagsbehandler?
Det skal jo også lige sammenlignes med at gamle med gigt og gangbesvær dårligt kan få rengøringshjælp.
Skal det?
Jeg synes det er what-about-isme.
Det præger desværre ofte debatten på Facebook og det fører ingen vegne.
Hvis ingen andre må få noget før end jeg har fået mit, så ender vi med en kø på 5 millioner mennesker med krav før biblioteket kan indkøbe en eneste ny bog.
Der er to forskellige paragraffer i spil her. Hjemmepleje hører under § 83, mens det, hun ønsker at søge, falder under § 85. Det er ikke for at være pedantisk, men de to paragraffer har forskellige økonomiske rammer, og personalet er uddannet til forskellige opgaver.
Det, hun får – hvis hun får det – tager ikke noget fra de ældre, og § 85 dækker slet ikke rengøringshjælp. Skulle det ende med, at hun får bevilget støtte, og det betyder, at der mangler hænder til at hjælpe nogen med større behov, så vil jeg langt hellere pege på, at der er for lidt personale – ikke at hun får for meget. At en for hjælp, uanset om det er lidt eller meget, bør ikke være på bekostning af en andens støtte.
Jeg ved godt at det ikke er samme paragraffer, men det ændrer ikke at fordelingen er skæv efter min mening.
Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.
Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.
For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.
De eksempler du kommer med kunne udmærket være brugt i stedet.
Det der er skævt er at folk der har stærkt brug for hjælp ikke får, mens nogle der tilsyneladende klarer sig glimrende får hjælp alligevel.
Jeg mener absolut at en skæv fordeling er et problem, især når der er knaphed på de ressourcer der er til rådighed.
Så kan vi sagtens være rørende enige om at hjælpen samlet set godt kunne trænge til et løft, i stedet for at give skattelettelser til de rige.Det er jo ikke kun de her områder der mærker den konstante sparekniv, det er også uddannelser og sundhedsvæsen.
Med chance for at lyde som et voldsomt røvhul, så synes jeg at det er meget påfaldende at det lige er en influencer der mener hun har særligt brug for hjælp i hendes suuuuper pressede dagligdag.
Hvis hun synes det er så hårdt både at være direktør i en virksomhed og være influencer, kunne hun vel starte med at droppe en af delene?
Eller hun kunne bare selv betale for en personlig assistent:
Cathrine Wichmand var sidste år i Løvens Hule, hvor hun fik investoren Anne Stampe til at skyde 350.000 kroner i sin virksomhed, og før det havde hun i årevis fremvist først sin imponerende Frederiksberglejlighed i tre etager og siden sin pragtvilla i samme bydel for sine mange følgere og Alt for Damernes læsere.
Hun har ikke mulighed for at søge om en personlig assistent gennem kommunen. Med de udfordringer, hun har, kan hun derimod ansøge om støtte efter §85 og få tildelt en bostøtte. Ordvalget i artiklen er giver i værste fald et misvisende billede af situationen/mulighederne.
Edit: jeg er lige blevet klogere! Man KAN ansøge om en assistent med formålet at kunne blive på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Det desværre ikke noget jeg nogensinde har set brugt hvor jeg er, men lyder ganske fornuftigt, både for individ og samfund.
Hvorfor har hun overhovedet en sagsbehandler?
Det har alle. Alle har i hvert fald ret til rådgivning og vejledning i sociale forhold fra kommunen.
sovs: Servicelovens § 1 :)
Ja, det virker som om der er noget i prioriteringen der er gået galt her. Selvfølgelig skal folk med ADHD eller andre diagnoser have hjælp, men det skal være en proportionel hjælp der vægtes imod hvad de ressourcer ellers kunne bruges til i samfundet, ligesom alle andre ydelser der gives. Det kan ikke være lige så vigtigt at betale for Wichmands assistent (når nu hun sagtens selv kunne finansiere det) som det er at give ydelser til folk der ikke selv kan betale for dem.
