Vores velfærdssystem er så smukt. Elsker tanken om at vi alle bidrager med at hjælpe dem der ikke har ressourcer til at få livet til at hænge sammen. Derfor er det også super trist når vores gavmilde, humanistiske system misbruges.
Det må også være lidt underligt for hjemmevejlederen, der har pendtlet 40 minutter ind til Frederiksberg, fordi hun/han ikke har råd til at bo i nærheden af så dyrt et område, bare for at hjælpe et menneske, der er i besiddelse af en villa og en ejerlejlighed i tre etager i omtrent danmarks dyreste område, med at klare sin hverdag, 15 timer hver ugen. Der er altså en person der for fuldtidsarbejde betales formentlig ca 35k om måneden, ansat til at hjælpe et menneske der tydeligvis har langt flere - i hvert fald økonomiske - ressourcer. Jeg synes det virker lidt muggent.
Men er det mentaliteten eller reglerne den er gal med? Cathrine følger jo bare reglerne - så hvad brokker vi os over? Bare fordi vi er misundelige på hendes to ejendomme og rigdomme. Eller mangler Cathrine samvittighed? Der står at hun ville “dele tippet med sine følgere”. Det er som om hun selv er blind for det potentielt umoralske hun har gang i.
I øvrigt virker 15 timer om ugen af meget støtte. Jeg kender mennesker med svær skizofreni og misbrug der får 0 timer fordi deres partner kan tage sig af dem, og andre i samme situation der måske har 3 times støtte om ugen. Er der en pædagog eller sagsbehandler til stede der ved lidt mere herom?
Jeg er socialpædagog og arbejder bl.a. som udkørende støtte. Den borger med flest støttetimer i vores regi har tre timer – og her taler vi om et massivt støttebehov. Det er mennesker, der ikke kan fastholde job eller bolig, har svært ved at håndtere økonomi, og som ofte har traumer, diagnoser og eventuelt et misbrug, der skal bearbejdes.
Når det er sagt, så læser jeg kun, at hun har mødt en sagsbehandler, som har hjulpet hende med at ansøge. Og der kan være meget langt fra en ansøgning til en faktisk bevilling. Jeg tror hverken, hun ender med at få 15 eller 3 timer. Det er ikke usædvanligt, at der ansøges om støtte, som er helt ude af proportion med de reelle muligheder.
Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov. Jeg kender selv en borger, som har sit eget firma – men hans hjem er så forsømt, at det er direkte sundhedsfarligt. Han er genial på ét område, men fuldstændig håbløs på et andet. Derfor får han støtte til den del af sit liv – og kun den. Min pointe er, at man skal passe på med at antage, at bare fordi en person fungerer godt på ét område, så har de ikke behov for støtte på et andet.
Personligt bliver jeg ikke ramt på min retfærdighedssans i sådanne tilfælde. Hvis en person har kræft, synes jeg ikke, de skal tømme deres opsparing for at få behandling. Og har de en livslang diagnose, har jeg samme holdning. Jeg går ud fra, at hun betaler skat – og dermed også har ret til de samme ydelser og den samme støtte som alle andre, da hun har betalt regningen.
Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov.
Hun løfter selv sløret lidt:
"
hvor jeg kan få et menneske til at hjælpe mig med det, jeg godt kan, men som kræver sindssygt meget af mig, og som derfor udtrætter mig helt vildt meget – alt det her administrative.
Hvis hun får bevilget støtten, tænker jeg, at der ligger mere bag.
Derudover gives der som udgangspunkt ikke pædagogisk støtte til ren administration, da det ikke betragtes som en pædagogisk opgave. Til gengæld kan hun få støtte til at strukturere og organisere sin hverdag samt udvikle systemer, der tager højde for hendes diagnose. På den måde kan hun gradvist opnå et bedre overblik og sammenhæng i sin dag – hvilket netop er en typisk pædagogisk støtteopgave.
Jeg kan godt få det indtryk, at hende og hendes sagsbehandler har brug for en forventningsafsteming.
Helt enig. Det ville være hyklerisk af os at kræve at dem der tjener mest også skal betale mest i skat, men samtidig mene at de ikke skal have adgang til de ydelser de er med til at betale for.
Hvis behovet er der, og det bliver officielt godkendt af systemet, så skal de rige selvfølgelig også have glæde af støtte fra staten. Man kan, som du også siger så fint, jo heller ikke vide hvilke dæmoner folk går med i hverdagen og velhavende mennesker er jo lige så meget mennesker som os andre og har også ting de slås med, som de ikke kan klare alene.
@Nangijala@Urt Der skal heller ikke bruges administration ressourcer på at kontrollere alle danskere rig som fattigt, om de skulle være over eller under en vis grænse
Synes det er nogle fede perspektiver du kommer med. Det er altid nice at få nuanceret ens syn på virkeligheden fra en person med insiderviden. Og fed sammenligning med en somatisk sygdom - det sætter tingene i perspektiv. Og ja, jeg havde misset detaljen med at der kun var ansøgt.
Men er det mentaliteten eller reglerne den er gal med?
Måske begge dele, men jeg synes ikke vi skal regne med mentalitet når vi designer vores regler. Reglerne skal jo helst ikke kunne misbruges. Og ja, hun følger jo bare reglerne så der er ikke noget galt i den forstand. Men reglerne bør måske justeres så man giver støtten til dem der har mest brug for den.
Nu skal jeg ikke gøre mig i ekspert i hendes konkrete situation, men jeg forestiller mig at der er borgere der kunne have mere brug for den hjælp end hun har, i hvert fald med økonomiske øjne.
Men reglerne bør måske justeres så man giver støtten til dem der har mest brug for den.
Tror også at det for det meste plejer at være sådan. Som der i tråden her også pointeres, ansøger hun kun om støtte, hun har ikke fået den tildelt. Men umiddelbart virker det også lidt underligt at en sagsbehandler opfordre hende til at ansøge om hele 15 timer, mens mennesker med skizofrene og misbrugsproblematikker får 0 til 3 timer. Det er ude af proportioner. I den ideelle verden kan alle med et støttebehov selvfølgelig får det. Men offentlige ressourcer er bare en del af regnestykket.
Nu skal jeg ikke gøre mig i ekspert i hendes konkrete situation, men jeg forestiller mig at der er borgere der kunne have mere brug for den hjælp end hun har, i hvert fald med økonomiske øjne.
Hun skriver selv lidt om det: At hun søger hjælp til ting som hun godt kan, men har svært ved og som dræner hende. Som administrative opgaver.
Det er nok også denne udtalelse der gør at folk synes den er på kanten.
Vores velfærdssystem er så smukt. Elsker tanken om at vi alle bidrager med at hjælpe dem der ikke har ressourcer til at få livet til at hænge sammen. Derfor er det også super trist når vores gavmilde, humanistiske system misbruges.
Det må også være lidt underligt for hjemmevejlederen, der har pendtlet 40 minutter ind til Frederiksberg, fordi hun/han ikke har råd til at bo i nærheden af så dyrt et område, bare for at hjælpe et menneske, der er i besiddelse af en villa og en ejerlejlighed i tre etager i omtrent danmarks dyreste område, med at klare sin hverdag, 15 timer hver ugen. Der er altså en person der for fuldtidsarbejde betales formentlig ca 35k om måneden, ansat til at hjælpe et menneske der tydeligvis har langt flere - i hvert fald økonomiske - ressourcer. Jeg synes det virker lidt muggent.
Men er det mentaliteten eller reglerne den er gal med? Cathrine følger jo bare reglerne - så hvad brokker vi os over? Bare fordi vi er misundelige på hendes to ejendomme og rigdomme. Eller mangler Cathrine samvittighed? Der står at hun ville “dele tippet med sine følgere”. Det er som om hun selv er blind for det potentielt umoralske hun har gang i.
I øvrigt virker 15 timer om ugen af meget støtte. Jeg kender mennesker med svær skizofreni og misbrug der får 0 timer fordi deres partner kan tage sig af dem, og andre i samme situation der måske har 3 times støtte om ugen. Er der en pædagog eller sagsbehandler til stede der ved lidt mere herom?
Jeg er socialpædagog og arbejder bl.a. som udkørende støtte. Den borger med flest støttetimer i vores regi har tre timer – og her taler vi om et massivt støttebehov. Det er mennesker, der ikke kan fastholde job eller bolig, har svært ved at håndtere økonomi, og som ofte har traumer, diagnoser og eventuelt et misbrug, der skal bearbejdes.
Når det er sagt, så læser jeg kun, at hun har mødt en sagsbehandler, som har hjulpet hende med at ansøge. Og der kan være meget langt fra en ansøgning til en faktisk bevilling. Jeg tror hverken, hun ender med at få 15 eller 3 timer. Det er ikke usædvanligt, at der ansøges om støtte, som er helt ude af proportion med de reelle muligheder.
Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov. Jeg kender selv en borger, som har sit eget firma – men hans hjem er så forsømt, at det er direkte sundhedsfarligt. Han er genial på ét område, men fuldstændig håbløs på et andet. Derfor får han støtte til den del af sit liv – og kun den. Min pointe er, at man skal passe på med at antage, at bare fordi en person fungerer godt på ét område, så har de ikke behov for støtte på et andet.
Personligt bliver jeg ikke ramt på min retfærdighedssans i sådanne tilfælde. Hvis en person har kræft, synes jeg ikke, de skal tømme deres opsparing for at få behandling. Og har de en livslang diagnose, har jeg samme holdning. Jeg går ud fra, at hun betaler skat – og dermed også har ret til de samme ydelser og den samme støtte som alle andre, da hun har betalt regningen.
Hun løfter selv sløret lidt:
"
"
Hvis hun får bevilget støtten, tænker jeg, at der ligger mere bag.
Derudover gives der som udgangspunkt ikke pædagogisk støtte til ren administration, da det ikke betragtes som en pædagogisk opgave. Til gengæld kan hun få støtte til at strukturere og organisere sin hverdag samt udvikle systemer, der tager højde for hendes diagnose. På den måde kan hun gradvist opnå et bedre overblik og sammenhæng i sin dag – hvilket netop er en typisk pædagogisk støtteopgave.
Jeg kan godt få det indtryk, at hende og hendes sagsbehandler har brug for en forventningsafsteming.
Helt enig. Det ville være hyklerisk af os at kræve at dem der tjener mest også skal betale mest i skat, men samtidig mene at de ikke skal have adgang til de ydelser de er med til at betale for.
Hvis behovet er der, og det bliver officielt godkendt af systemet, så skal de rige selvfølgelig også have glæde af støtte fra staten. Man kan, som du også siger så fint, jo heller ikke vide hvilke dæmoner folk går med i hverdagen og velhavende mennesker er jo lige så meget mennesker som os andre og har også ting de slås med, som de ikke kan klare alene.
@Nangijala @Urt Der skal heller ikke bruges administration ressourcer på at kontrollere alle danskere rig som fattigt, om de skulle være over eller under en vis grænse
Synes det er nogle fede perspektiver du kommer med. Det er altid nice at få nuanceret ens syn på virkeligheden fra en person med insiderviden. Og fed sammenligning med en somatisk sygdom - det sætter tingene i perspektiv. Og ja, jeg havde misset detaljen med at der kun var ansøgt.
Det handler vel om solidaritet: At vi betaler ind i fællesskab, så ingen står alene med regningen, når livet gør ondt.
Og som Handicaprådet skrev i 2005: Hvad enten du er rig eller fattig, har du behov for kompensation for at få et lige udgangspunkt.
Måske begge dele, men jeg synes ikke vi skal regne med mentalitet når vi designer vores regler. Reglerne skal jo helst ikke kunne misbruges. Og ja, hun følger jo bare reglerne så der er ikke noget galt i den forstand. Men reglerne bør måske justeres så man giver støtten til dem der har mest brug for den.
Nu skal jeg ikke gøre mig i ekspert i hendes konkrete situation, men jeg forestiller mig at der er borgere der kunne have mere brug for den hjælp end hun har, i hvert fald med økonomiske øjne.
Tror også at det for det meste plejer at være sådan. Som der i tråden her også pointeres, ansøger hun kun om støtte, hun har ikke fået den tildelt. Men umiddelbart virker det også lidt underligt at en sagsbehandler opfordre hende til at ansøge om hele 15 timer, mens mennesker med skizofrene og misbrugsproblematikker får 0 til 3 timer. Det er ude af proportioner. I den ideelle verden kan alle med et støttebehov selvfølgelig får det. Men offentlige ressourcer er bare en del af regnestykket.
Hun skriver selv lidt om det: At hun søger hjælp til ting som hun godt kan, men har svært ved og som dræner hende. Som administrative opgaver.
Det er nok også denne udtalelse der gør at folk synes den er på kanten.